razvan-mirel-fHpjxZ1eT68-unsplash

Danish Press Releases

ecblank-1

 

Rekord-resultat – udenlandske investeringer i Hovedstaden og på Sjælland bidrager med 7,5 mia. kr.

Mar 29, 2023 Fonden Copenhagen Capacity har tiltrukket 31 virksomheder til hovedstaden og Sjælland med mere end 1300 arbejdspladser, mens mere end 500 udenlandske talenter er kommet til landet. Afgørende for Danmarks fremtidige succes, siger direktøren.

Danmark er fortsat særdeles attraktiv for både udenlandske virksomheder og arbejdstagere – og derfor blev 2022 endnu et rekordår for Copenhagen Capacity, der arbejder for at tiltrække udenlandske investeringer til hovedstadsområdet og arbejdskraft til hele landet.

23 udenlandske virksomheder har etableret sig på Sjælland og især i det storkøbenhavnske område i 2022, mens yderligere otte har udvidet deres danske afdelinger – og det på trods af den russiske invasion af Ukraine, stigende inflation og generel økonomisk usikkerhed. Samlet bidrager investeringerne med mere end 1800 nye arbejdspladser og en samlet forøgelse af BNP på hele 7,5 mia. kr. – 24 % mere end 2021, der var det hidtidige rekordår.

Copenhagen Capacitys direktør, Asbjørn Overgaard, er da også meget tilfreds med årets resultat:

”Vi er virkelig stolte af det, vi opnåede i 2022. Det her understreger, at vores arbejde virker, for nok er der stor interesse for at komme til Danmark, men vi er i hård konkurrence med andre europæiske storbyer – både når der kommer til virksomheder og arbejdstagere. Og så har vi held til at tiltrække virksomheder, der har en særlig høj værdi for os som samfund,” siger Asbjørn Overgaard.

Copenhagen Capacity arbejder især for at tiltrække virksomheder indenfor grøn omstilling, tech og life science – og det er man lykkedes med i høj grad.

”Vi har et ønske om at tiltrække investeringer, der bidrager til en bæredygtig omstilling, og det gør mere end halvdelen af dem, der kom hertil sidste år. 54 % af investeringerne evalueres som bæredygtige og hjælper derved til at sikre den grønne omstilling her i landet. Det er noget, der kommer os alle til gavn,” siger Asbjørn Overgaard.

Det samme gør tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, hvor der især har været fokus på at få udenlandske studerende til at blive i landet efter eksamen fra en dansk uddannelsesinstitution. Her har programmet Young Professionals Denmark formået at øge andelen af dem, der to år efter endt uddannelse har et relevant job i Danmark fra 34 % til 54 %.

Copenhagen Capacity har eksisteret siden 1994 og er en not-for-profit erhvervsdrivende fond, der er finansieret af såvel offentlige aktører som private fonde og virksomheder. Copenhagen Capacity har 41 medarbejdere og 11 studentermedhjælpere. 17 forskellige nationaliteter fra hele verden arbejder for at sætte Danmark og København på verdenskortet.