razvan-mirel-fHpjxZ1eT68-unsplash

Danish Press Releases

ecblank-1

 

Fremstød hitter i USA – amerikanerne er vilde for at komme hertil

Dec 19, 2024 En kampagne, der skal tiltrække kloge hoveder til den danske hovedstad, har fået stor gennemslagskraft i USA, hvor både potentielle tilflyttere og amerikanske medier har vist overvældende interesse.

’Kom til Greater Copenhagen regionen for at arbejde. Hvis du ikke bliver lykkelig, så giver vi billetten hjem’.

Det var det både humoristiske og provokerende budskab i en storstilet international kampagne, der skulle gøre opmærksom på, at vi i Danmark og Sydsverige har brug for international, kvalificeret arbejdskraft – og det ramte plet i USA.

Kampagnen, der er lavet af Copenhagen Capacity, er netop afsluttet, og tendensen er markant: halvdelen af dem, der på verdensplan har skrevet sig op til en dansk fremtid, kommer fra USA.

Og det er ikke kun potentielle medarbejdere i danske virksomheder, der er blevet interesseret. Amerikanske medier fik også øjnene op for budskabet og både Associated Press, Fox News, NBC og Forbes har skrevet om tilbuddet.

Det glæder Asbjørn Overgaard, adm. direktør i Copenhagen Capacity:

 

’Vi er glade for, at så mange amerikanere har tilmeldt sig og ser Greater Copenhagen regionen som et potentielt nyt hjem. Vi har brug for arbejdskraften udefra, og vi ved fra erfaring, at det er relativt let for amerikanere at falde til i Danmark og Sverige.’

 

Virksomhederne har desperat brug for flere hænder, og derfor er der god grund til at gøre opmærksom på Greater Copenhagen regionen som destination. Og kampagnens tema er velvalgt.

’Vi ved, at det betyder mere og mere for internationale talenter, at der er sammenhæng mellem arbejde og fritid og at man værdsætter et sikkert og velfungerende samfund. Her ligger de skandinaviske lande generelt blandt de bedste i verden og det er en af vores største fordele, når vi skal tiltrække de rette medarbejdere,’ siger Asbjørn Overgaard.

 

Annie Samples, der står bag den populære Intagram- og TikTok-konto Annieineventyrland med mere end 500.000 følgere, bakker op om kampagnen. Hun er amerikaner og har boet i Danmark i fem år og kender til både fordele og ulemper ved at flytte hertil.

’Jeg elsker at bo i Danmark og vores familie har fået en tilværelse her, som jeg ikke vil bytte for noget. Det kræver tilvænning at flytte til et nyt land og man skal være villig til at lære om danskernes sprog og kultur, men det er det hele værd. Amerikanere kan let falde til her i landet, så jeg håber, at flere kommer hertil og på egen krop kan opleve den danske måde at leve på,’ siger Annie Samples.

 

Kampagnen har fået 1500 tilmeldinger fra 93 forskellige lande.

Copenhagen Capacity har stillet garanti for, at udvalgte deltagere får betalt en flybillet hjem, hvis de ikke finder sig til rette i Greater Copenhagen regionen som indbefatter Sjælland og Øerne i Danmark og Region Skåne og Region Halland i Sverige.

Det er dog en forudsætning, at man forinden har underskrevet en kontrakt med en virksomhed i regionen af en vis varighed, og at man har boet her i den gældende periode. Ifølge Asbjørn Overgaard er det dog målet, at han ikke skal have den store pengepung frem.

’Vores erfaring er, at tilflyttere har gode oplevelser her i regionen. Vi har lavet kampagnen med et glimt i øjet, men vi har også noget at have det glimt i,’ siger han.